VÆRELSE MED SPØGELSE 
Da Moorggan Gersdorff var barn, havde han det ligesom den dreng i Bruce Willisfilmen “den sjette sans”. Han så døde mennesker. Og det var som han selv siger, et skrækkelig syn.
Han kunne sidde hjemme i stuen og se et panorama omkring sig af krige og ødelæggelser, af mennesker, der blev slået ihjel i gaskamre og af hele vognlæs fulde med flygtninge forfulgt af krigstanks. Altid kun negative og dårlige ting. Et stykke ude i periferien var det simpelthen, som om der var åbnet ind til en anden verden. Derfor lukkede han i lang periode af sit voksenliv af for denne åndeverden. Han lavede i stedet kurser for erhvervslivet.
I de senere år har 62-årige Moorggan Gersdorff imidlertid forliget sig med sine evner til at se ting, andre ikke kan se. Han kombinerer nu disse evner med sine tidligere erfaringer og arbejder som psykisk udviklingskonsulent, foredragsholder, underviser og forfatter. Han hjælper mennesker med at ændre deres liv i den retning de ønsker. Ligesom han hjælper virksomheder med at få mere motiverede medarbejdere. Og i dag taler han også gerne med de døde.
Men på et tidspunkt i starten af 1990´erne, mens Moorggan Gersdorff endnu var bange for spøgelser, var han på Bornholm for at lede et kursus i at dygtiggøre iværksættere. Her boede han på det gamle Hotel Østersøen (fra 1771) i Svaneke, hvor han fik Hotel-lejligheden i nr. 19, den såkaldte brudesuite.
– En dag jeg stod i badet, begyndte jeg at fryse. det var, som om nogen stod og stirrede på mig. Jeg tog badeforhænget lidt til side, og så en gammel dame med meget stirrende øjne. Hun virkede meget stramtandet. Håret var gråt og sat op med en knude i nakken. Hun var iført en stram, sort dragt med hvid knipling i halsen. Og broche. – I første omgang virkede hun så ægte og uhyggelig. Så opdagede jeg, at jeg kunne se møblerne lige igennem hende. Det blev endnu koldere, og jeg frøs, så jeg fik gåsehud over hele kroppen.
Da den gamle dame drejede om på hælen og forsvandt, fik Moorggan Gersdorff travlt med at komme i tøjet og ned i receptionen for at bede om et nyt værelse. Han sagde ikke noget om spøgelset, men meddelte blot, at han var utilfreds. Han fik derfor Hotellejligheden ved siden af.
Men glæden var kort. For om aftenen – lige efter Moorggan Gersdorff var gået i seng – kom damen igennem væggen fra værelset ved siden af. Hun gik igennem korridoren og forsvandt så inde i hans gamle værelse. Det var for meget. Moorggan gik ned og bad om et nyt værelse. men nu ville receptionisten vide hvorfor. Uden et fornuftigt svar ville hun ikke bytte værelse for anden gang, og han måtte nu meget modvilligt fortælle om spøgelset. Hermed blev Moorggan Gersdorff flyttet til en hel anden fløj. Uden spøgeri. For her havde tidligere været høloft.
Et par aftner senere kom han i snak med hotellets daværende ejer, arkitekt Niels Kenneth. Ejeren havde fundet tegninger over hotellet fra før ombygningen frem, og han bad Moorggan om at vise hvor den gamle dame havde stået. Det viste sig, at det i gamle dage havde været et linnedskab med en stejl trappe op til. Og der hvor Moorggan Gersdorff havde set spøgelset gå, var der i gamle dage en gang uden for værelserne.
Da Moorggan Gersdorffs elever nogle måneder senere var færdige deres kursus, tog holdet ud i byen for at fejre det. Sidst på aftenen faldt talen på det overnaturlige. Moorggan Gersdorff fortalte om spøgelset, og da sagde en af pigerne helt stille: – det ved jeg, at der er én der bliver glad for at høre. Pigen fortalte nu, at den tidligere forpagterfrue på hotellet hele tiden havde påstået, at hun så en gammel dame, svarende til beskrivelsen af damen i sort. En gammel dame, der gik igen. Men igen ville tro hende.
Hvem spøgelset er melder ingen lokal-historie om. Men SØNDAG tog til Bornholm sammen med Moorggan Gersdorff. Her blev Svaneke billedsamling af gamle fotos gennemgået på det gamle rådhus tilbage fra år 1890. Efter et kig på flere end 1500 gamle fotos i databasen, dukkede til sidst et foto op i en af mapperne. Billedet lignede fuldstændig den gamle dame med de stirrende øjne, som Moorggan Gersdorff havde beskrevet. Og ved billedet var noteret: malerinden Emma Løffler, Hotel Østersøen.
Moorggan Gersdorff mødtes også med Niels Kenneth. Han kunne berette om yderligere en episode på værelse 19. Mens Niels Kenneth ejede hotellet, fik han forærende et stort billede af jesus og hans syv disciple. Det hang i soveværelset på brudesuiten. Lige indtil en svensk gæst en morgen kom ned i receptionen med billedet i favnen og sagde, at nu var det for meget. Der var for megen uro på værelset. Nu ville han gerne sove i fred den næste nat. Anden forklaring kom ikke. Men svenskeren havde åbenbart oplevet et – eller – andet.
Stuepigen gik igen
Spøgelset på Bornholm er ikke det eneste Hotel-spøgelse, Moorggan Gersdorff har set. Nogle år tidligere var han på Hotel Phønix i Aalborg, og hen på morgenen vågnede han ved tanken om, at der var hanegal – og lyden af nogen ved døren. Døren gik op, og så stod der en stuepige med kyse, lille forklæde og fjerkost. Jeg tænkte, jeg hellere måtte ligge stille for ikke at forskrække hende, og så begyndte hun at gå rundt og støve af. Hun trak gardinerne fra, og jeg undrede mig over, at hun ikke gik ud på badeværelset. Men det viste sig senere, at det var af nyere dato. Efter at have trukket fra gik stuepigen, og Moorggan faldt i søvn og sov til halv ni-tiden. Da strålede solen ind, og han tænkte: ” Hold da kæft, hvor gør de tidligt rent her”. Det beklagede han sig senere over i receptionen, men her var svaret: “Nej. Det gør vi i hvert fald ikke. Snarere senere om søndagen”. Moorggan Gersdorff kommenterede nu stuepigens sjove, gammeldags uniform, men også her benægtede receptionisten forundret. For personalet gik i hvide kitler. – Siden fandt receptionisten billeder frem af personalet, som gik klædt i gamle dage. Og der kunne jeg se, de gik i den slags uniformer, som den stuepige jeg havde set, siger Moorggan Gersdorff, der altså endelig har accepteret at leve med de evner, han nu engang er født med.