Moorggan Gersdorff skrev gennem en periode hver uge i Glumsø Ugeblad og Fuglebjerg-Posten, hvor han havde en clairvoyant- og sundheds-brevkasse. Følgende to breve har været bragt i disse blade
Læserbrev 1:
Hej Moorggan,
Jeg er i en fase af mit liv, hvor nogle vil mene, at jeg er gået i “panikalderen”. Jeg er en 29 årig kvinde, der sidste sommer forlod alt det, som jeg havde opbygget med min daværende kæreste.
Jeg havde på grund af ham flyttet egns del og følte til sidst, at jeg var ved at blive kvalt i huslige pligter. Ligeledes havde jeg problemer med at finde mig et job, der udfordringsmæssigt kunne tilfredsstille mig.
Da jeg mødte min kæreste i 1995, følte jeg endelig, at nu skulle mit liv til at falde lidt til ro, da jeg mente, at dette var manden i mit liv, og ham skulle jeg have børn med.
I dag er jeg usikker på, om han stadig er manden i mit liv, eller om jeg blot skal beholde ham som ven – selvom han mener, at vi burde finde sammen igen.
I øjeblikket knokler jeg med to jobs for at få sparet op til en massøruddannelse, som jeg egentlig altid har ønsket mig. Jeg kunne godt tænke mig at blive selvstændig engang ude i fremtiden, hvor jeg vil kombinere massør & alternativ kosttilskud.
Mine spørgsmål til dig er nu:
Vil min daværende kæreste være manden i mit liv eller er dette et overstået kapitel?
Vil jeg i fremtiden få min egen “virksomhed” eventuelt kombineret med et halvdags job?
Som du sikkert kan se, har jeg i hele min barndom prøvet en hel del, da min biologiske mor er skizofren og derfor har jeg været en stor del af et “socialt tilfælde”. Vil jeg kunne lægge alle mine oplevelser bag mig ved evt. at opsøge dig som healer?
Glæder mig til at høre fra dig.
Hilsen fra “den usikre løve”.
Svar:
Kære “den usikre løve”,
Tak for dit brev. Det kan være vanskeligt at have en belastende fortid, som den du har oplevet. Samtidig ser det ud til, at du har svært ved at overskue dit liv.
Du spørger om din ekskæreste er manden i dit liv: Hvad mener du selv? Havde du måske forladt ham, hvis han levede helt op til dine forventninger? Personligt tvivler jeg på, at han er den du skal dele resten af dit liv med! Jeg føler der er for stor afstand mellem det du og han ønsker af hinanden. Kan I fortsætte som gode venner, vil det være fint! Men husk, at den egentlige afgørelse er din. Mærk efter om du stadig elsker ham og har lyst til at være tæt forbundet med ham. Føl også efter om han tilgodeser dine behov og om du kan leve dit liv uden ham ved din side.
Jeg mærker også en stor angst. Det virker som om du er bange for at blive “syg” ligesom din mor. Det er da også grunden, så vidt jeg kan se til, at du vil gå den alternative vej.
I den forbindelse vil jeg på det kraftigste anbefale, at du får den fortid bearbejdet sammen med en professionel behandler. Om du foretrækker mig eller en anden af de mange dygtige alternative behandlere og healere der findes i området er op til dig!
Det virker som om du indeholder store kreative evner og i den forbindelse kan jeg tvivle på, om et job som massør i længden vil til gode se dine behov.
Måske skulle du overveje en lidt anden form for uddannelse. Til din orientering tilsender jeg dig nogle kursusbrochurer for alternative behandlere om kurser med et kreativt indhold.
Mange kærlig hilsner fra
Moorggan
Læserbrev 2:
Hej Moorggan,
Tusind tak for dit svar.
Jeg må fortælle dig, at du har ramt plet, især med “at jeg har svært ved at overskue mit liv”, men så sandelig også med, ” at jeg er bange for at blive skizofren” ligesom min biologiske mor.
Derudover har jeg brugt dine spørgsmål, som du stiller mig m.h.t. min ekskæreste. Her har jeg følt, at det var dejligt med nogle konkrete spørgsmål, som jeg ikke har turde stille mig selv – men der hjalp du mig rigtig godt på vej. Og det er jo også det, som det hele drejer sig om. At turde se på sig selv og finde ud af det, som man gerne selv vil. Jeg har siden opsøgt dig, men jeg synes, at flere læsere bør vide, at det virkelig hjælper noget med dine svar, og flere burde søge hjælp i den alternative retning, i stedet for at gå og tumle alene med de problemer, der i de fleste tilfælde kan løses
Min henvendelse til dig igennem avisen, har i hvert fald gjort, at jeg turde henvende mig til dig personligt og ser frem til en endnu bedre og lysere fremtid.
Med venlig hilsen “Den usikre løve
Svar:
Kære usikre løve,
Tak for dit brev. Det er altid dejligt at få en bekræftelse på, at det man siger kan anvendes. Samtidig med at det måske kan inspirere andre læsere til at skrive ind til brevkassen for at få svar på nogle af de spørgsmål der trænger sig på.
Mange kærlige solskinshilsner fra
Moorggan Gersdorff